Status på bloggen (1): Sådan kan du tjene masser af gryn…hvis du vil sælge møbler

En gråvejrsdag sad jeg og hyggede mig med at svare på nogle mails til bloggen, med kaffe på cafetiéren og blues på anlægget, da mit humør blev stynet af det nye nummer af mit fagblad. Journalisten bragte et omfattende tillæg om fremtidens journalistik, der afslørede, at journalisterne har overgivet sig til markedstænkningen: Hvis det ikke er digitalt og merkantilt, har det ingen fremtid.

Reklame forklædt som journalistik

Prøv at læse med her:

Nogle vil sige: Det vil jeg ikke være med til. Andre vil gå med til at lave det, de altid gerne har villet lave – for masser af gryn. Men de vil samtidig skulle æde idéen om, at de arbejder i en virksomhed, der bare gerne vil sælge flere møbler. ”

Møbelsælgeren, som får taletid og en fremtrædende placering i mit fagblad, er direktør i content marketing-bureauet Brand Movers, der laver reklame i journalistisk forklædning for virksomheder, der vil betale masser af gryn. Biksen producerer bl.a. mange af de reklametillæg, man får med Politiken, og som ryger ulæste ud.

Den bedste journalistik er reklame

Reklamedirektøren forudsiger, at den bedste journalistik i 2018 vil blive skabt inden for den såkaldte native advertising og content marketing, dvs. reklameverdenen. Men det er ikke reklame, men journalistik, hævder han.

Det er journalistik. Det er det sgu. Jeg er ked af at sige det, men det er det.”

Det interessante og provokerende er ikke, at en sælger-Helge for 117. gang hævder, at brand journalism, native advertising, content marketing, advertorials – og hvad reklame- og PR-branchen ellers pakker virksomheders selvfremstilling ind i – er fremtidens bud på journalistik. For den kritiske og vidende læser, der kan sin kommunikationsanalyse, er det gennemskueligt bullshit.

Fra journalistik til service

Nej, det provokerende er, at Journalisten i en såkaldt overlevelsesguide til fremtiden, kun kan få øje på en morgendag, hvor journalisterne overgiver sig til at skrive for et brand, og dermed skifter fra den kritiske journalistik til underholdnings- og servicebranchen. Som en overskrift lyder: Er sodavandsfirmaer og marketingbureauer fremtidens mediehuse?

Journalistens guide rummer ingen væsentlige, kvalificerede analyser af, og offensive overvejelser om de mange andre måder journalistikken kan anvendes, fx brugen af den strategiske journalistik i virksomheder; nye publicistiske niche- og branchemedier, hvor erhvervslivet finder deres plads som både annoncører og kilder; eller en journalistisk vitalisering af de mange fagblade.

Kan journalistik og PR gå hånd i hånd?

Men hvad med DMJX i Århus, hvor mange mennesker tænker medietanker. De må da have fået hul på nytænkningen? Hvad siger fx Trine Nielsen, direktør for uddannelse og viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, i en kommentar om virksomhedsmedierne (sodavandsfirmaer og marketingsbureauer) som en voksende konkurrent:

Medierne bliver nødt til at finde ud af, hvordan de kan leve med det, hvordan de kan skabe en sameksistens. Det kan være dem, der producerer det, som virksomhedsmedierne gør, mener Trine Nielsen. ”For eksempel er Berlingske rigtig gode til det”, tilføjer hun.

Hvis det er den måde, vi skal overleve på, så må vi gøre det. Ellers overlever vi ikke. Hvad er det værste: At vi lukker? Eller at vi finder nogle måder at få det til at lykkes på? Jeg vil hellere have, at vi overlever – men måske på en lidt anden præmis,” siger vidensdirektøren fra den Journalistiske Købmandsskole i Århus.

Nu virker den, nu virker den ikke

Troværdigheden er alt hvad publicistiske medier og journalister har tilbage. Mister vi den, overlever vi ikke.

Hvordan kan man tro, at en mediekoncern kan bevare troværdigheden ved simultant at udgive kritisk journalistik og PR-baseret selvfremstilling?

Tænkningen minder om den gamle Århus-historie med manden, der skulle tjekke om bilens blinklys virker: Nu virker den, nu virker den ikke. Nu er vi troværdige, nu er vi ikke…

Hold den professionelle indignation i live

For nogle af os handler livet ikke først og fremmest om at tjene masser af gryn. Vi blev journalister, fordi vi ville være med til at forandre verden.

Det drejer sig ikke om at være vred, men om til stadighed at kunne blive indigneret. James Schamus, instruktør på filmatiseringen af Philip Roths roman ”Indignation”, forklarer i Information, at hvis man er indigneret, er man offer, men man sørger også for at handle, for at komme ud af den situation, man er sat i.

Når vi bliver indignerede, vender vi ikke den anden kind til. Vi handler, når vi møder uretfærdigheden i hverdagen. Som journalister og kommunikatører gælder det om at holde den professionelle indignation frisk og i live.

 

Om John Jørgensen

John Jørgensen er tidligere erhvervsreporter på Jyllands-Posten, informationschef i Tele Danmark Mobil, og har senest arbejdet 11 år som kommunikationschef i COWI. Han er også Master i Corporate Communication fra Handelshøjskolen/Århus Universitet. John Jørgensen er fast underviser på Update, Center for journalistisk kompetenceudvikling, hvor han underviser i Corporate Journalism (de journalistiske metoder anvendt internt i virksomheder).
Dette indlæg blev udgivet i Corporate journalism, journalistik, Om bloggen og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>