Nu bliver journalistikken strategisk

Journalistforbundet er ved at udvikle en brugbar model for, hvordan journalistikken kan blive en platform for en kontinuerlig medlemsdiskussion om strategi og retning på et demokratisk grundlag. Medlemsorganisationer med (over)styrede medier og ondt i medlemsdemokratiet bør følge udviklingen i Journalistforbundet tæt.

Dagens gode nyhed er, at Journalistforbundet er på vej med en brugbar model for, hvordan journalistikken kan spille en hovedrolle i den strategiske udvikling i en fag- og medlemsorganisation. Efter min vurdering, kan modellen danne skole for, hvordan medlemsorganisationer kan bevare og udvikle den demokratiske diskussion, samtidig med, at de bevarer handlekraften.

Ufrugtbar splid

På mine kurser om brugen af journalistikken i virksomheder og organisationer, og i mine netværksdiskussioner, bliver det problematiseret, at der i mange medlemsorganisationer er ufrugtbare gnidninger mellem kommunikationsfolkene, der bliver hyret af ledelser for at give kommunikationen en ”strategisk” – læs styret – retning, og så journalisterne på medlemsmedierne, hvis arbejde bliver opfattet som ”ustrategisk” og forstyrrende. Det er absurd, at ledelserne af visse fag- og medlemsorganisationer har overtaget den traditionelle, rigide kommunikationsopfattelse, som man er ved at forlade i moderne videnvirksomheder.

Journalisterne gik corporate

Da Journalistforbundet i 2011 skar ned på Journalistens budget og opprioriterede den såkaldt strategiske kommunikation, kritiserede jeg i et debatindlæg forbundet for at opfatte strategi og kommunikation, som man gør det i det corporate Danmark, hvor kommunikationen de sidste tyve år har været præget af kravet fra den integrerede kommunikation om kontrol, effektivitet og transmission af topstyrede budskaber.

”I stedet for at gå corporate vil det klæde DJ, at udvise lidt selvtillid og udvikle en moderne, journalistisk baseret kommunikationsstrategi, som kan tjene til inspiration for andre og gøre det meningsfuldt af være medlem,” argumenterede jeg. I dagens artikel i Journalisten.dk ser det ud til, at der er støtte til den journalistiske tilgang.

Journalistikken som platform

Pointen, som Journalistforbundet i det mindste har opfattet noget af vejen, er, at journalistikken er en fremragende platform for en kontinuerlig medlemsdiskussion om strategi og retning på et demokratisk grundlag. Journalistikken er født med dialogiske muligheder, som andre kommunikationsformer ikke rummer.

Model på tre ben

Journalistforbundet diskuterer ifølge Journalisten.dk flere forskellige modeller, men den mest livskraftige af de muligheder som DJ arbejder med, er efter min vurdering en model, der står på tre ben: 1) Et fagblad på papir (Journalisten), hvis redaktionelle uafhængighed bliver forankret i et frihedsbrev, 2) en hjemmeside, der bygger videre på de vigtigste artikler fra bladet og som tilføjer nye dagsaktuelle historier, suppleret med en medieret debat med puls, 3) samt segmenterede udgivelser, hvor de enkelte faggrupper – fx journalister og kommunikationsfolk – kan dyrke de nødvendige fagpolitiske diskussioner i detaljen. Modellen rummer det bedste fra begge verdner: Både papiret og de digitale/sociale medier – og alle medier er baseret på den strategiske journalistik.

Medlemsorganisationer med (over)styrede medier og ondt i medlemsdemokratiet bør følge udviklingen i Journalistforbundet tæt.

 

Om John Jørgensen

John Jørgensen er tidligere erhvervsreporter på Jyllands-Posten, informationschef i Tele Danmark Mobil, og har senest arbejdet 11 år som kommunikationschef i COWI. Han er også Master i Corporate Communication fra Handelshøjskolen/Århus Universitet. John Jørgensen er fast underviser på Update, Center for journalistisk kompetenceudvikling, hvor han underviser i Corporate Journalism (de journalistiske metoder anvendt internt i virksomheder).
Dette indlæg blev udgivet i corporate communication, Corporate journalism, journalistik, strategi og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>