Metropol vender kajakken: Medarbejdere skal være kritiske

Professionshøjskolen Metropol opfordrer sine medarbejdere til at være kritiske, fordi kritik skaber værdi. Kontant inspiration til andre offentlige arbejdspladser, der har brug for en åben og tillidsfuld kommunikationskultur.

Professionshøjskolen Metropol går imod tidsånden ved at opfordre sine medarbejderne til at være kritiske, fordi kritik skaber værdi.

Metropol vil gerne være et eksempel på et arbejdsfællesskab i den offentlige sektor, hvor ledelse og ansatte giver hinanden håndslag på at fremme den kritiske debat om opgaveløsning, ledelse og rammevilkår. Derfor har man vedtaget en fælles udtalelse om ytringsfrihedens betydning og værdien af et arbejdsfælleskab med en kritisk kultur. Kritik er ikke blot en ret, den er samtidig værdiskabende, mener man.

Kritisk dialog er kvalt

Sociologen Rasmus Willig har i bøger og i den offentlige debat tegnet et nedslående billede af en offentlig sektor, hvor al kritisk dialog er kvalt, og Folketingets Ombudsmand har haft en række sager om begrænsninger af ytringsfriheden, hvor offentligt ansatte er blevet bedt om stikke piben ind. Det udgør en del af baggrunden for skolens initiativ, forstår man på rektor og næstformand i skolens hovedsamarbejdsudvalg i et fælles debatindlæg i Politiken i går.

Hår i suppen

Metropol ønsker ikke bare en kritisk kultur, men også en kultur af ordentlighed, kollegialitet og saglighed. Man understreger – og her mærkes et underliggende kompromis mellem ledelse og medarbejdere – at ledelsesbeslutninger skal følges, selvom man er kritisk over for dem.

Men er pointen ved en kritisk tilgang netop ikke, at man hele tiden forbedrer beslutningsgrundlagene gennem en løbende, kritisk dialog, hvor beslutninger kan omgøres uden at nogen taber ansigt? Men pyt, man kan altid finde hår i suppen. Det bliver spændende at følge, hvordan Metropol får omsat den gode vilje til daglige, konkrete handlinger i den interne kommunikation.

Topstyring og tavshed

Professionshøjskolen skal have ros for at vende kajakken i en tid, hvor offentlige arbejdspladser er mere topstyrede og tavse, end man er i det private erhvervsliv.

Åbenhed og tillid

Offentlige organisationer er, i modsætning til private virksomheder, født med en pligt til at kommunikere. Man kan håbe, at Metropol kan inspirere andre til at kassere de topstyrede og rigide brandingaktiviteter, der har kvalt den kulturelle mangfoldighed, til fordel for en åben, tillidsfuld og involverende kommunikationskultur, der kan forløse potentialet i den offentlige sektor. Det er tiltrængt.

Om John Jørgensen

John Jørgensen er tidligere erhvervsreporter på Jyllands-Posten, informationschef i Tele Danmark Mobil, og har senest arbejdet 11 år som kommunikationschef i COWI. Han er også Master i Corporate Communication fra Handelshøjskolen/Århus Universitet. John Jørgensen er fast underviser på Update, Center for journalistisk kompetenceudvikling, hvor han underviser i Corporate Journalism (de journalistiske metoder anvendt internt i virksomheder).
Dette indlæg blev udgivet i intern kommunikation, offentlig kommunikation, ytringsfrihed og tagget , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>