Journalistiske vognmænd kører på gule plader

Journalistikken er ikke kommunikativ i sin natur, hævder den amerikanske forsker Brenda Dervin. Hun mener, at journalistikken dumper, hvis målet er, at den skal tjene menneskelig meningsskabelse. Dervin formulerer ti ideer til en dialogbaseret, kommunikativ journalistik, der skal kunne favne menneskelig forskellighed.

Journalistikken, som vi kender den, er ikke baseret på et kommunikativt grundlag. Set fra et kommunikativt synspunkt kører de journalistiske informationsvognmænd på gule plader.

Hvis journalistikken vil opfattes som ægte kommunikativ, skal den indarbejde den dialogiske proces i hele sin metode og systematik, på en måde så samfundsmæssig og menneskelig mangfoldighed bliver anerkendt som en styrke – og ikke som en barriere, der skal overvindes, eller som uønskede forskelligheder, som skal homogeniseres og jævnes ud.

Denne bredside mod den journalistiske selvforståelse blev fremsat i en overset forskningsartikel af den anerkendte, amerikanske forsker inden for sense making (meningsskabelse), Brenda Dervin, som også har en uddannelse i journalistik. Det er første gang, jeg har læst en forskningsartikel, der direkte kobler journalistik og meningsskabelse.

Artiklen har ikke sat sig spor i debatten om journalistikkens rolle herhjemme. Det er synd, for selv om udgangspunktet er en analyse og en kritik af journalistikken i de amerikanske medier, har den også bud til de danske medier – og til brugen af journalistikken internt i organisationer og virksomheder.

Dervins analyse munder ud i ti ideer til teoretisk baserede praksisser, som skal tjene til at illustrere potentialet i en formaliseret, kommunikationsbaseret journalistik, som kan hjælpe mennesker i deres meningsskabelse. Jeg vil referere og diskutere synspunkterne sidst i denne tekst, der hører til kategorien langlæsning for de udholdende.

Journalisten som vognmand

Brenda Dervin mener, at den journalistiske metodes grundlæggende svaghed er, at den er baseret på den klassiske transmissionsmodel for kommunikation, hvor man tror på, at budskaber kan pakkes ind, sendes og pakkes ud, og derefter forstås og afkodes præcis som afsenderen havde planlagt det. Journalisten transporterer som vognmand præcise billeder af en bestemt virkelighed til et publikum, som har en bestemt plads i det samfundsmæssige hierarki. Journalistikken indtager derfor som hovedregel en autoritær rolle, som tjener for magten:

”The professional practices are still anchored in reality-transmission assumptions – that what journalistic communicating is about collecting and transmitting accurate pictures of reality(…)an attempt to systematize people so they fit in an orderly manner within systems (Dervin, 311).”

En journalistik baseret på personligheder og mediestjerner, drevet af rigide nyhedskriterier og værdier for udvælgelse af historier, som fokuserer på sammenhængende, lukkede narrativer (måder at fortælle historier på), som reducerer usikkerhed på en og kun en måde, har, set fra et kommunikativt perspektiv, et iboende autoritært udtryk. Journalistikken begunstiger de mennesker, der sidder på magten, mener Dervin, netop fordi målet med journalistikken er at give et nøjagtigt billede af en bestemt virkelighed. Man formoder, at magtens mennesker er de bedste til at gengive virkeligheden og derfor bliver de brugt som nøglekilder.

Journalistikken jager altid fakta, og det gør den, fordi man netop vil give et nøjagtigt billede af en bestemt virkelighed, og det betyder, at man altid vægter ”fakta” som det væsentligste. Af samme grund er man mest opmærksomme på negative nyheder, fordi de repræsenterer et brud på den naturlige samfundsmæssige orden.

Man kan ikke tegne et fuldstændigt billede af verden

Den kommunikative opfattelse af verden står i modsætning til den journalistiske, der hævder at kunne tegne et objektivt, nøjagtigt billede af verden. Det er ikke menneskeligt muligt at tegne fuldstændige billeder, fremhæver Dervin:

“A communication theory of communication, on the other hand, assumes not only that different whos observe differently because they experience reality from different places, but rather more fundamentally, that observation is always incomplete (Dervin, 312).”

Denne ufuldstændighed skyldes bl.a. den menneskelige erfarings skiftende beskaffenhed gennem tid og rum. Observation er uløseligt forbundet med menneskers indre verdener, og kan kun forstås i en dialogisk ramme, som tager højde for både personlige observationer eller iagttagelser, og den måde hvorpå historie, kultur og dominans både begrænser og fremmer de personlige observationer. Inden for rammerne af en kommunikativ teori bør den journalistiske praksis således tage højde for, at mennesker har meget forskellige opfattelser af den samme verden, mener Dervin.

”Differences in how individuals see and make sense of their worlds, differences in the very character of their”facts”(Dervin, 309)”.

Forskellighed er besværlig og kaotisk

Ser man verden gennem den klassiske transmissionsmodels optik forekommer menneskelig og samfundsmæssig forskellighed og mangfoldighed kaotisk og uønsket – og kræver derfor en homogenisering, som stiller sig i vejen for de dialoger, som er afgørende for menneskelig meningsskabelse. Inden for alle erhverv som er baseret på kommunikation, fx journalistik, socialt arbejde, undervisning etc., har man problemer med at håndtere den ubærlige mangfoldighed og det tilsyneladende kaos inden for menneskelig forskellighed, mener Dervin. Hver praksis har strategier for at håndtere forskelligheden, men grundlæggende går man ud fra, at forskellighed er besværlig og et problem, der skal overvindes fx gennem homogenisering.

Nedtoner det journalistiske håndværk

Dervin efterlyser en journalistik, der er i sin metode er baseret på ægte dialog, ved metodisk at dække de forskellige synspunkter som gør mennesker i stand til at danne deres egen mening.

“Dialogic ideas about communication position communication as dialogue, as a dynamic and complex process through which people create, change, and re-create sense, meaning, and understanding in their interactions with others, media, events, and experiences. A dialogic or communication theory of communication focuses not on homogenizing differences but on putting differences into dialogue and, thus, using it to assist human sensemaking (Dervin, 310).”

Konsekvensen af den kommunikative tilgang til journalistik bliver, at det journalistiske håndværk skal underordnes det kommunikative formål om at afspejle forskellighed, mener Dervin. Det er både en trussel mod journalisters selvopfattelse og mod den journalistiske rutine.

Vi er eksperter for hinanden

Vi ved fra forskning, at vi er eksperter for hinanden. Fx er mund til øre anbefalinger af produkter og services ikke domineret af de få og vidende eksperter eller opinionsdannere, som man kunne tro. Det er for os alle:

Most social change is driven not by influential people, but by easily influenced individuals influencing other easily influenced individuals (Sweeney, Soutar og Mazzarol, 242).”

Uanset hvor veluddannede vi er, henvender vi os først til de venner, vi stoler på, for at få information. Mennesker oplever det nemlig som umuligt at bruge ”fakta”, som er objektivt kommunikeret til dem uden at blive sat i forhold til en konkret sammenhæng, historie og motiv. At få noget til at give mening er for en stor del baseret på, at vi finder måder at forankre observationer om os selv, andre og situationer inden for den såkaldt subjektive verden. Vi skaber mening for os selv – i os selv.

Dervins ti ideer til den kommunikative journalistik

Forskeren Brenda Dervin vil ikke nøjes med at analysere verden, hun ønsker også at ændre den. Hun formulerer på baggrund af sin analyse derfor ti teoretisk baserede ideer, som illustration af det potentiale, som hun mener, kan frigøres i en kommunikationsbaseret journalistik. Hun er klar over, at nogle af hendes ideer allerede er realiseret, men hævder, at der endnu ikke findes nogen ”formalized communication-based journalism”, hvor disse tilgange bliver brugt systematisk.

1 Slå en ring om virkeligheden

Planlæg en journalistisk dækning som slår en ring om virkeligheden, fx ved altid at indhente flere forskellige observationer eller synspunkter på et og samme emne. Det vil i sig selv indebære, at man bevæger sig væk fra, at forskellighed kun defineres af demografiske og psykologiske kriterier, som er forankret i et statisk billede af mennesker.

2 Fokuser på magtinteresser

Journalistikken skal have mandat til at indføre praksisser, som fokuserer på og afdækker magtinteresser, personlige og øvrige interesser, både de åbenlyse og de skjulte, i den samfundsmæssige diskussion.

”It is at these sites of contest – between the individual and society, the apparent and the hidden, the personal and the political, the orderly and the muddled, the raw and the cooked – that important aspects of difference are made manifest (Dervin, 319).”

3 Byg broer

Mennesker prøver konstant at overkomme meningskløfter, men det lykkes aldrig at komme helt over forståelsesbroen, fordi vi alle har forskellige broer, og fordi vi aldrig kan skabe mening, der svarer én til én til virkeligheden. Derfor har vi brug for en journalistik, der bygger broer og skaber forbindelser.

4 Og brænd dem igen

Det er vigtigt ikke at bare at bygge mentale broer, men også at kunne brænde broerne, når de ikke længere giver mening.

5 Fokuser på det subjektive

Da menneskers meningsskabelse er en subjektiv foreteelse bør journalistikken (som tilstræber objektivitet) fokusere på de aspekter, som netop er marginaliseret som subjektive. Journalistisk set betyder det, at man bør agere ud fra den antagelse, at menneskelige motiver og tanker, følelser og fornemmelser, og vurderinger af årsager og konsekvenser er essentielle dele af menneskers meningsskabelse – og derfor værd at observere:

“It is in connecting with others who have views useful to self(…)that one develops a personal sense useful for directing one’s own step-taking (Dervin, 320).”

6 Forankret i tid og rum

Den journalistiske praksis bør fokusere på betydningen af forskelle i tid og rum. I stedet for at spørge ”hvem” der skal have lov til at tale, vil en kommunikationsbaseret journalistik spørge ”hvor og hvornår” viser dette fænomen sig på andre måder, og ”hvem” kan give stemme til disse forskelligheder. På denne måde kommer historie og kontekst systematisk i fokus.

7 Afvis rigide kategorier for form og indhold

Forskning i menneskelig meningsskabelse viser, at der findes alternative kategorier, som systematisk kan bruges i medieprodukter. Et eksempel er den type ”rod” eller ”forvirring” mennesker bringer med sig i mødet med en journalistisk historie. Da alle mennesker lever i en diskontinuerlig virkelighed, kan mental brobygning ses som en universel menneskelig adfærd. Man bør derfor søge efter mønstre i den måde mennesker definerer deres forvirring eller huller i deres viden, den måde de forsøger at bygge kognitive broer på, og den måde, de anvender nye idéer på, når de har konstrueret dem. Enhver af disse muligheder kan blive et afsæt for en alternativ journalistik.

8 Sæt publikum i centrum

En kommunikationsdrevet journalistisk har en forståelse af praksis, hvor den meningsskabelse, som publikum (læserne) foretager, er central. Man bruger derfor ikke kun input fra publikum til at reagere på den journalistiske praksis, men også til at definere den. Man prøver at finde ud af, hvad det er publikum forsøger at bringe mening i. Det betyder ikke, at den journalistiske stemme skal gøres tavs eller at den bliver mindre værd. Man værdsætter blot de mange, forskellige stemmer, og stræber efter at finde en levedygtig dialogisk grænseflade, der kan udfolde forskellighederne.

9 Brug forskellige indgange

Der er brug for at definere nye journalistiske indgange til dækningen. Selvom journalister er trænet i den vinklede og sammenhængende fortælling, kan læserne i praksis fx have mere brug for serier af modulopbyggede, redaktionelle komponenter, som de selv kan sætte sammen på en måde, der giver mest mening for dem.

10 Fremhæv både præcision og forskellighed

Der er brug både for både forskellighed og præcision. En journalistisk praksis bør fremstille forskellige synspunkter på en sammenhængende måde, og foretage en kommunikativ sammenligning forankret i tid og rum. Præcision som en journalistisk norm og kvalitet vil ikke forsvinde, men bør i stedet indtage en mere ydmyg rolle i et dialogisk eller kommunikativt forhold til forskellighed.

Ingen ejer journalistikken

Dervins systemkritik af journalistikken set gennem meningsskabelsens optik er en overraskende øjenåbner.

Jeg har altid opfattet journalistikken som grundlæggende kommunikativ i sin natur, netop fordi de dialogiske muligheder er en integreret del af den journalistiske metode. Ingen ejer i sig selv journalistikken og dens metoder, som er ideel både til at tjene pluralistiske formål i et samfund, og til at sikre at alle vigtige stakeholdere i en virksomhed bliver hørt. Jeg kan dog sagtens følge Dervin i hendes analyse af, at journalistikken og dens metode (næsten) altid i praksis tjener magten – samfundsmæssigt såvel som i private virksomheder og offentlige organisationer, og derfor må betegnes som autoritær og præserverende. Et illustrativt eksempel er den aktuelle internationale medie-bashing af det græske folk, der har ”stemt forkert” og taget deres skæbne i egne hænder. Medier og journalister har i dækningen reduceret sig selv til propagandister for den neo-liberalistiske EU-politik.

I virksomheders og organisationers topstyrede kommunikation, der ofte er baseret på pseudo-journalistik, er der sjældent plads til modsigelse, nuancer eller konkurrerende synspunkter, og ingen ægte forsøg på at involvere medarbejderne. Medarbejdernes meninger og viden kommer ikke organiseret og systematisk til udtryk. De bliver ikke taget alvorligt.

Forandring starter med den enkeltes stemme

Dervins analyse og ti ideer er både et opgør med transmissionsmodellen og med den klassiske opfattelse af corporate communication, der hylder den topstyrede orkestrering af en fælles budskabs- og kommunikationsplatform. Dervin mener, at man bør lytte til den enkelte stemme, hvorfra al forandring udgår – i samfundet, i virksomheden, i organisationen. Ambitionen er smukt udtrykt af de danske kommunikationsforskere, Christensen og Morsing, i bogen Bag om Corporate communication:

”Hvis vi opfatter en organisation som mange dialoger, der finder sted samtidigt og sekventielt, som polyfoni, kan vi begynde at høre forskelle og muligheder. Vi opdager, at hver stemme, hver person, er hans eller hendes center i organisationen. Og det er fra hvert af disse dynamiske centre, at forandring opstår.”

Den konstruktive journalistik som omdrejningspunkt

Jeg er enig med Dervin i, at den moderne forståelse af kommunikation bør være baseret på ægte, systematiseret dialog. Ægte i den forstand at alle ønsker at flytte sig og finde nye løsninger som følge af dialogen. Også i virksomheder og organisationer er det nødvendigt at organisere dialogen, så de enkelte stemmer kan blive hørt og vægtet.

Min erfaring er, at den konstruktive journalistik, der insisterer på at kritik og løsningsmuligheder skal gå hånd i hånd, både kan være grundlag for en moden konflikthåndtering i virksomheder og samtidig tjene som omdrejningspunkt for den interne kommunikation.

Åbner en ladeport for manipulation

Jeg synes derimod at kæden hopper af, når socialkonstruktivisten Dervin betoner, at da meningsskabelsen er subjektiv, må fakta nødvendigvis spille en sekundær rolle både i den subjektive meningsskabelse og i den kommunikationsbaserede journalistik.

Den konstruktivistiske opfattelse af at virkeligheden skabes af den måde, vi taler om den på, og hvor alle fakta er sociale konstruktioner og i princippet lige virkelige, åbner en ladeport for manipulation. Hvis vi ligestiller subjektive holdninger med fakta i det offentlige rum, opnår man præcis det modsatte af meningsskabelse: Vi vil aldrig kunne opnå enighed om et grundlag, vi kan handle på i fælleskab.

Det indebærer naturligvis også, at vores definition af fakta, må underkastes en løbende diskussion og forhandling, hvis vi stadig skal kunne hævde, at kravet til den indholdsmæssige dimension i troværdig journalistik er, at den skal give et sandfærdigt, relevant, og indsigtsfuldt billede af begivenheder i en sammenhæng, som giver dem mening.

Brug for det journalistiske håndværk

De sociale medier – hver mand sin stemme – må i teorien være tæt på virkeliggørelsen af den kommunikative, dialogbaserede utopi.

Jeg synes tværtimod, at de sociale medier, deres åbenlyse styrker til trods, gennem deres markedsskrigeri, narcissisme, deres påtrængende banalisering og trivialisering af den offentlige meningsskabelse, demonstrerer, at fællesskabet mere end nogensinde har brug for både det journalistiske håndværk og den journalistisk baserede publicisme.

Og for de redaktionelle mekanismer

Vi har brug for professionelle, kvalitetsstyrede redaktioner, der på alles vegne samler op, sammenligner, kondenserer, filtrerer, stiller spørgsmål, sorterer, prioriterer, begærer aktindsigt, graver i bilag, analyserer og husker. Netop for at skabe et grundlag for fælles meningsskabelse og handling. Vi er alle bedst tjent med, at citater er korrekte, at fakta kan tjekkes og at mellemregninger lægges frem.

Jeg mener ikke, at der er en modsætning mellem at stræbe efter sandfærdige, relevante og indsigtsfulde billeder af verden, og samtidig give mere plads til den organiserede dialog og menneskelig forskellighed. Tværtimod.

 

Kilde

Selected Writings of Brenda Dervin (2003). Hampton Press. Practicing Journalism Communicatively: Moving from Journalism Practiced as Ideology to Journalism Practiced as Theorized Practice (s. 309-324). Kapitlet er skrevet af Brenda Dervin sammen med Robert Huesca.

 

 

 

 

Om John Jørgensen

John Jørgensen er tidligere erhvervsreporter på Jyllands-Posten, informationschef i Tele Danmark Mobil, og har senest arbejdet 11 år som kommunikationschef i COWI. Han er også Master i Corporate Communication fra Handelshøjskolen/Århus Universitet. John Jørgensen er fast underviser på Update, Center for journalistisk kompetenceudvikling, hvor han underviser i Corporate Journalism (de journalistiske metoder anvendt internt i virksomheder).
Dette indlæg blev udgivet i intern kommunikation, journalistik, meningsskabelse, sensemaking og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>