Journalistiske ballademagere

Konfliktstof kan få både ledelser og journalister til at gå i sort. Men måske kan vi finde hjælp til moden konflikthåndtering i public journalism? Er det muligt, at bruge viljen til ægte dialog som udgangspunkt for den journalistisk baserede kommunikation i moderne videnvirksomheder, hvor ledelsen opgiver nogle få af sine magtpositioner til gengæld for en konstruktiv konfliktløsning?

Jeg har tidligere omtalt fem ledelsesbarrierer, der indebærer, at virksomheder fravælger den åbne, dialogbaserede journalistiske platform til fordel for den topstyrede interne PR: 1) Ledelser har svært ved at slippe deres monopol på at formulere den autoriserede historie om virksomheden. 2) De kan ikke lide at udstille, at de ofte skifter standpunkt og position, uanset at det vil styrke deres troværdighed. 3) Ledelser er bange for at virke opportunistiske, selv om opportunismen kan være nødvendig. 4) Virksomheder og organisationer er politiske systemer, hvor der foregår en konstant kamp mellem skiftende koalitioner om ressourcer, retning og mening. 5) Ledelser ønsker ikke, at for stærke meninger og potentielle konflikter bliver luftet i de interne medier, de ønsker ikke at skabe uro i organisationen.

Angsten for konflikter

Specielt konfliktstoffet kan få både ledelser og journalister til at gå i sort. Angsten for konflikter dukker altid op som det første, når jeg ansigt til ansigt taler med journalister, der har taget springet fra dagspressen til virksomheders corporate communication-afdelinger. Omkvædet lyder med få variationer: ”Da jeg arbejdede på avisen, skrev vi aldrig kritisk om avisen selv. Hvorfor skal jeg så skrive kritisk om virksomhedens konfliktemner i vores interne medier?”

Jeg ved udmærket, hvorfor paraderne er oppe. Jeg er selv blevet udfordret mange gange i de virksomheder, hvor jeg har arbejdet, når det blev kendt, at jeg havde en journalistisk baggrund: ”Nu er du vel ikke kommet her for at lave Ekstra Blads-forsider, vel!” Sagt med et skævt smil, men med en underliggende advarsel om, at her ønsker vi ikke ballade.

Moden konflikthåndtering

Min pointe, som jeg har beskrevet indgående i andre tekster om corporate journalism, er kort fortalt, at man gør sine kolleger, sine chefer, sin ledelse, virksomhedens aktionærer og i sidste ende sine kunder en bjørnetjeneste, hvis man ikke tackler konflikter og potentielle konflikter på en moden måde.

Hvis en servicevirksomhed i de sociale medier og pressen bliver angrebet massivt for sine uforståelige regninger, lange svartider og fejlagtige leverancer, handlingslammer man organisationen, hvis man ikke løbende og timet i den interne kommunikation beskriver problemet, omverdenens reaktioner og virksomhedens svar og løsning på problemerne.

Spørg og få svar

Kommunikationsafdelingen har en dobbeltrolle. Den skal både beskrive problemet og være med til at løse det. Den interne journalistik skal både kunne stille spørgsmål, søge og få svar.

Enhver der i timevis har prøvet at padle og samtidig holde medarbejdere, kunder og medier stangen, mens man venter på nødvendige svar fra en tøvende ledelse ved, at det er en dræbende og kontraproduktiv proces – og ødelæggende for virksomhedens interne og eksterne troværdighed.

Vi ved, at menneskeskabte organisationer ikke kan udvikle sig uden konflikter, dialog og modsigelse. Det er et vilkår, som vi må søge passende kommunikative svar på.

Nye nyheder – public journalism

Jeg har spekuleret meget over, hvor vi kan finde et svar på en moden håndtering af konflikter, der måske bedre kan glide ned og blive accepteret internt i virksomheder og organisationer hos ledelser, der er uddannet i en anden verden og som taler et andet sprog. Og måske kan vi finde svaret i det man tidligere kaldte for public – eller civic – journalism.

Her fastholder man de klassiske nyhedskriterier for hvordan stof udvælges, vinkles og formidles, nemlig aktualitet, væsentlighed, konflikt, identifikation, og sensation (usædvanlighed), men tilføjer en række nye måder at håndtere kriterierne. Kravet til den indholdsmæssige dimension i troværdig journalistik er dog stadig, at den giver et sandfærdigt, relevant, og indsigtsfuldt billede af begivenheder i en sammenhæng, som giver dem mening. Kravet skal overholdes i både den enkelte journalists produkt og i det samlede færdigredigerede produkt.

Public journalisms kriterier for ”nye” nyheder kunne se sådan ud 1):

Aktualitet

Mere vægt på tilstande frem for begivenheder

Vedholdende interesse frem for hurtige skift fra sag til sag

Væsentlighed

Ikke ”systemet” men borgernes hverdag er i centrum

Indsigt i menneskelige vilkår

Dialog mellem læsere, lyttere, seere og medier om emner

Engagere sig i og facilitere problemløsning

Konsensus

Proces frem for konflikt

Fokus på fælles interesser

Identifikation

Nærhed: geografisk, social og kulturel

Hverdagens problemer og interesser i centrum

Normalitet

Mindre opmærksomhed på ekstremer og mere på det normale

Konstruktivt grundlag

Hvis man udskifter tekstens ord om ”borgere”, ”læsere, lyttere og seere”, med ”medarbejdere” har vi måske et bedre og mere imødekommende og konstruktivt grundlag for at argumentere for journalistikken i virksomheder. Vi ønsker gennem dialog og engagement at fokusere på de fælles interesser i konfliktløsningen. Vi ønsker at bruge journalistikken internt til at forudsige og forløse konflikter.

Dialogen som udgangspunkt

Og måske kan Habermas’ dialogbegreb hjælpe os endnu et skridt videre. Ifølge Habermas kan dialog kun være etisk i det øjeblik, aktørerne opgiver deres magtposition for at lade de rationelle argumenter være styrende for dialogens udfald. Habermas pointerer, at en typisk dialog er baseret på en stiltiende kontrakt om, at 1) det sagte skal være forståeligt, at vi tror på, at den anden part 2) er oprigtig, 3) taler sandt og 4) er i stand til at efterleve de eventuelle løfter, som dialogen indebærer. I modsat fald ville enhver samtale være meningsløs (Merkelsen, 44).

Er det mon muligt, at bruge viljen til ægte dialog som udgangspunkt for den interne, journalistisk baserede kommunikation i moderne videnvirksomheder, hvor ledelsen opgiver nogle få af sine magtpositioner til gengæld for en konstruktiv konfliktløsning?

 

Kilder

1) Kramhøft, P. (2000). Journalistik med omtanke. Forlaget Ajour.

2) Merkelsen, H (red.). (2010). Håndbog i strategisk public relations. Forlaget Samfundslitteratur.

 

 

 

 

Om John Jørgensen

John Jørgensen er tidligere erhvervsreporter på Jyllands-Posten, informationschef i Tele Danmark Mobil, og har senest arbejdet 11 år som kommunikationschef i COWI. Han er også Master i Corporate Communication fra Handelshøjskolen/Århus Universitet. John Jørgensen er fast underviser på Update, Center for journalistisk kompetenceudvikling, hvor han underviser i Corporate Journalism (de journalistiske metoder anvendt internt i virksomheder).
Dette indlæg blev udgivet i corporate communication, Corporate journalism, intern kommunikation, journalistik og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.