Hvilken sandhed skal vi vælge i denne uge?

Kan en virksomhed, der ønsker at være thought leader, holde til at lufte flere holdninger til den samme sag? Samtidigt? Videnarbejdere ved, at man må handle på den viden, man har i dag, og at der kommer en ny og bedre sandhed i morgen. Den forskel bliver vi også nødt til at arbejde med i virksomhedens corporate communication.

Jeg har selv arbejdet med thought leadership inden for en række fagområder, selv om vi kaldte det noget andet. Som jeg husker det, opfattede vi det blot som endnu en disciplin inden for virksomhedens corporate communication.

Jeg har specielt været optaget af, hvorvidt en virksomhed kan holde til at lufte flere holdninger til denne samme sag. Samtidigt.

Enhver der har arbejdet med kommunikation i en videnvirksomhed ved, at der næsten altid kan være flere svar på det samme spørgsmål. Og hvilket svar foretrækker den ledende koalition i virksomheden? Hvilken af de forskellige mulige forklaringer udvælger vi til at være den officielle sandhed (i denne uge)?

Også her må vi arbejde bevidst med pendulet mellem centralisering og fleksibilitet.

Beslutning på et oplyst grundlag

En virksomhed råder en kunde til at købe et bestemt produkt, selv om virksomheden ved, at der er nyt og bedre produkt på vej. En rådgiver råder en kunde til at bruge en bestemt teknologi, som p.t. er den bedste og billigste, men han ved, at en ny, bedre teknologi er under udvikling. Hvad gør virksomheden og hvad gør rådgiveren? De fortæller, at deres produkt og deres råd er de bedste, de kan komme med nu, men gør opmærksom på, hvad der er på vej. I dialogen med kunden finder man den optimale løsning på et oplyst grundlag. Sådan kort fortalt.

Vi tager altid fejl

Videnarbejdere ved, at man må handle på den viden, man har i dag, og at der kommer en ny og bedre sandhed i morgen. Vi ved, at vi tager fejl. Og må leve med det. Den forskel bliver vi også nødt til at arbejde med i virksomhedens corporate communication.

Jeg ved godt, at banken kun kan komme med én renteudmelding – også selvom økonomerne internt er fagligt uenige – men inden for andre områder af bankens virksomhed, kunne der måske blive plads til at lufte forskellige syn og erkendelser af usikkerhed? Af hensyn til troværdigheden. Risikoteoretikerne fortæller os godt nok, at mennesker ikke kan håndtere store mængder af usikkerhed, og at der derfor er brug at reducere usikkerheden gennem forenkling – f. eks. branding. Men hvad er branding værd, hvis kunden ikke længere tror på, hvad banken siger?

En medarbejder i en videnvirksomhed som har til opgave, at artikulere virksomheden på f. eks. en blog eller i et af de andre sociale medier må naturligvis have licens til at afspejle forskellen på det, man ved i dag, og det nye, der er ved at blive født. På samme måde som vi må stole på hans faglighed, integritet og kommunikation, når han er ude ansigt til ansigt med en kunde.

Holdninger i søndagstøjet

Og på den måde kan en dynamisk videnvirksomhed komme til at repræsentere flere nuancer af den samme sandhed. Jeg ved udmærket, at det er en holdning i søndagstøjet. For i enhver virksomhed er der flere subkulturer, der lever parallelle liv, og en blogger, der er fremme i skoene, vil bevidst eller ubevidst udfordre de dele af virksomheden, som sælger eller repræsenterer gammel viden. Det ved virksomhedsledelser naturligvis, og det er med til at gøre dem usikre på brugen af de sociale medier i corporate communication.

Udfordringen for alle ledelser er at definere den kerne i virksomheden, som vi alle skal være enige om, og håndtere det spillerum, der er for fortolkning af det, der omgiver kernen, i det offentlige rum. Eller sagt med andre ord: Hvordan understøtter en klog ledelse de tusindvis af ustyrlige dialoger som medarbejderne hver dag har med deres kunder, kolleger og samarbejdspartnere?

Om John Jørgensen

John Jørgensen er tidligere erhvervsreporter på Jyllands-Posten, informationschef i Tele Danmark Mobil, og har senest arbejdet 11 år som kommunikationschef i COWI. Han er også Master i Corporate Communication fra Handelshøjskolen/Århus Universitet. John Jørgensen er fast underviser på Update, Center for journalistisk kompetenceudvikling, hvor han underviser i Corporate Journalism (de journalistiske metoder anvendt internt i virksomheder).
Dette indlæg blev udgivet i corporate communication, thought leadership og tagget , . Bogmærk permalinket.