Den interne kommunikation skal kunne rumme kritik og tvivl

Når ja-hatten falder ned i øjnene og spærrer for udsynet, er der brug for den kritiske tænkning. I den moderne kommunikationsforståelse er der i høj grad brug for både kritik og tvivl. Den konstruktive journalistik kan rumme kritikken, give plads til tvivlen og samtidig sætte en dagsorden, der gør os klar til handling.

Hvordan kan du insistere på, at den kritiske tænkning er vigtig, når du samtidig anbefaler den konstruktive journalistik som basis for den interne kommunikation i virksomheder?

Vi har netop diskuteret spørgsmålet på det igangværende diplomkursus i corporate journalism på DMJX.

Spørgsmålet er relevant, da den konstruktive journalistik endnu kun er et paraplybegreb for en tendens, der er under langsom udvikling på nogle af de traditionelle medier, og som jeg som journalist, kommunikationsrådgiver og underviser kan se værdien af i virksomheder og organisationer.

Vi har en dobbeltrolle

Journalistikken i private virksomheder og offentlige organisationer fungerer i sagens natur under andre forhold end i dagspressen og de øvrige massemedier. Kommunikationsenheder i både private og offentlige virksomheder har nemlig en dobbeltrolle. De skal både kunne undersøge og afdække problemer, men samtidig være med til at løse dem. Man får en kort karriere som kommunikatør, hvis man ikke forstår netop det vilkår. Dobbeltrollen gør den konstruktive journalistik til et oplagt valg som basis eller kommunikationsplatform for den interne kommunikation. Journalistikken kan tage afsæt i en kritisk analyse og munde ud i en konstruktiv afsøgning af, hvordan tingene kan gøres bedre. Journalistikken kan sætte en dagsorden og gøre os klar til handling og forandring.

Nytænkning, men ikke radikal

Den konstruktive journalistik er bestemt ikke radikal nytænkning, den står på skuldrene af den såkaldte public journalism, hvor man fastholdt de klassiske nyhedskriterier for hvordan stof udvælges, vinkles og formidles, men tilføjede en række nye måder at håndtere kriterierne: Ved at vægte tilstande frem for begivenheder, bygge på dialog, engagere sig i og facilitere problemløsning, interessere sig for processen frem for konflikten og fokusere på fælles interesser. Man havde øje for vigtigheden af dialogen og for nødvendigheden af at involvere og engagere sit publikum. Aktivisme var allerede da en del af tænkningen.

Konflikten, krisen, knasten

Den konstruktive journalistik betoner stærkere, end public journalism gjorde det, at kritikken og konstruktiviteten er to sider af samme sag. Det bliver også fremhævet i en ny Håndbog i konstruktiv journalistik, skrevet af journalisterne Cathrine Gyldensted og Malene Bjerre. Deres bog er vinklet på journalistikken i medierne, men er lige så relevant for journalistikken i virksomhedernes interne kommunikation.

De to journalister ønsker at aflive myten om, at den konstruktive journalistik er tandløs: ”Der vil stadig være masser af konfliktstof i konstruktiv journalistik. Der findes jo grundlæggende modsætninger i verden, der skaber konflikter, og det er journalistikkens rolle at beskæftige sig med dem. Men konstruktiv journalistik er bevidst om ikke at være med til at gøre konflikterne større eller kroniske, men i stedet lede efter realistiske løsninger eller kompromiser.”

”Kvalitetsjournalistik med konstruktivt sigte skal altid huske ”k’et” i historien: konflikten, krisen, knasten. Ellers bliver historien fersk og utroværdig (Gyldensted, Bjerre, 26).”

Det handler om troværdighed

Og her er vi inde ved kernen. Uanset om man arbejder med den klassiske eller den konstruktive journalistik, og uanset om man arbejder som funktionalistisk kommunikationshåndværker eller som meningsskaber i en virksomhed, drejer det sig om, at journalistikken skal levere troværdighed til sit publikum. Vi skal kunne tro på det, der bliver lagt frem, for at kunne samarbejde og forandre. I moderne videnvirksomheders indre liv er der ikke plads til monologer og propaganda.

Det konstruktive skal ikke gøres til en skabelon

Journalisten Lasse Jensen advarer i sin anmeldelse af den nye håndbog imod at reducere den konstruktive journalistik til en skabelon, hvor jagten på den lille positive del-løsning af et problem kommer til at skygge for beskrivelsen af virkeligheden.

”Jeg vil vove den påstand, at kritisk, omhyggelig og ordentlig journalistik sagtens kan være konstruktiv. Når journalister afdækker og afslører urimeligheder, uretfærdigheder, svindel og korruption, er det grundlæggende konstruktivt, selvom det kan opleves negativt,” skriver Lasse Jensen, der minder os om, at magthaverne oftest opfatter og karakteriserer kritisk journalistik som netop negativ.

Den erfarne journalist advarer også imod at stille den konstruktive journalistik firkantet op som en modsætning til den eksisterende (destruktive) journalistik. I sig selv er der intet galt i at bedrive journalistik, der ikke bestræber sig på at finde hår i suppen, ikke blindt gør konflikten til det altafgørende nyhedskriterium og altid leder efter løsninger. Tværtimod.

Korstog for positivitet

At vi overhovedet er kommet i vildrede om kritikkens og tvivlens berettigelse i den interne kommunikation i virksomheder og organisationer, skyldes det positivitets-korstog som brigader af ledelseskonsulenter, ledere og ja-hattebærere fra HR-afdelingerne har gennemført for at markedsføre modeideologien anerkendende ledelse – også kaldet appreciative inquiry (AI) – hvor det handler om at få øje på engagementet i enhver situation. Hvor det ikke længere handler om at være kritisk, men at se det positive i alt – og hvor historier med en kant, bliver opfattet som en provokation imod ledelsesretten.

Den misforståede opfattelse af appreciative inquiry, hvor den tillidsfulde og anerkendende tilgang, som man bør møde alle mennesker med, er blevet ophøjet til ideologi, lægger sig som et lag vaseline over den interne kommunikation.

Forbud mod negative tanker

Forskeren Rasmus Willig analyserer i sin vigtige bog Kritikkens U-vending ideologien bag anerkendende ledelse: ”Verden kan deles op i negative og positive tanker. Præmissen ligner noget fra apartheidregimets forsøg på at adskille de sorte fra de hvide. Den utilsigtede følge er nemlig ofte, at der udstedes et tankeforbud mod alle de negative tanker, mod kritik og anden kættersk tankevirksomhed (Willig, 86).”

Og perspektiverne i den tænkning er potentielt meget farlige, mener Willig:

”De negative smitter, men det gør de positive også, med et voldsomt dialektisk tilbageslag, for den dag, de vågner op med en kættersk tanke, må de med skam konstatere, at de ikke længere tilhører den positive race, som i forbindelse med alle historiske forsøg på at dele verden op i sort og hvidt må de skamfuldt se i øjnene, at de valgte forkert. Som al anden regimestyring beror den positive tænknings magt på dens kolossale evne til at stille retoriske og forførende spørgsmål af typen: ”Men vil du ikke gerne være positiv?” Spørgsmålet kan imidlertid ikke besvares. For dem, der står over for komplekse problemstillinger, er sjældent én udvej, tværtimod. Problemer kan ikke løses ved hjælp af et enkelt perspektiv, men ved forskellige perspektiver (Willig, 89).”

Den positive tænkning kan føre til selvcensur: ”De ”farlige” kritiske tanker leder til indre larm og ydre stilhed. Her går det godt på ”overfladen” og skidt på indersiden, for det er aldrig godt at ligge under for censur, hvor man må slå knuder på sig selv. Selvcensur er i værste fald en censurering af ens identitet, af hvem man er (Willig, 89-90).”

Integriteten møder vindbøjtlen

Når man dyrker positiviteten som ideologi er det at sige ja til nye udfordringer entydigt godt, mens det er udtryk for manglende mod og forandringsparathed, hvis man siger nej.

Psykologen Svend Brinkmann minder os om, i sit stærke opgør med tidens udviklingstrang, at kun hvis man kan sige nej, er man et modent menneske med et vist mål af integritet.

”I modsætning til udbredte psykologibegreber som personlighed og kompetencer (som er noget, man skal ”arbejde med” og ”udvikle”, som det siges) er karakterbegrebet et, der henviser til en fælles horisont af moralske værdier. Karakter har den, der står fast på bestemte værdier som værdifulde.(…)Integritet vil sige, at man ikke bare halser efter de sidste nye trends, men at man har slået rod i noget bestemt, som fremstår vigtigere end andet. Integritet indebærer, at man forsøger at etablere en sammenhængende identitet på tværs af tid og kontekster – og står fast på det (Brinkmann, 56).”

Det modsatte af integritet er altid at have ja-hatten på. Det er udtryk for et temmelig servilt menneskeideal, hvis man altid skal sige ja, bemærker psykologen. Et gammelt ord for den type mennesker er vindbøjtel.

Der er brug for tvivlen

Der er brug for tvivlen og de forskellige perspektiver, den åbner op for, fastslår Svend Brinkmann:

”I bund og grund er visheden jo dogmatisk, mens tvivlen indeholder en væsentlig etisk værdi. Hvordan det? Jo, vishedens ”jeg ved” fører let til blindhed (ikke mindst når man ved, at det er bedst at sige ja), mens tvivlen kan føre til åbenhed over for andre handlemåder og forståelser af verden. Hvis jeg ved, behøver jeg ikke at lytte. Men hvis jeg er i tvivl, betyder andres perspektiver pludselig noget. Tvivlens problem i den accelererende kultur er, at den er langsom og tilbageskuende. Den fører ikke til hurtige beslutninger baseret på mavefornemmelser og positivitet (Brinkmann, 63).”

Hvis man sætter en stopper for den kritiske refleksion, indebærer det en stiltiende accept af tingenes tilstand, tilføjer forskeren Rasmus Willig: ”Derudover er der tale om en række umyndiggørelsesprocesser, der berøver det myndige moderne menneske dets evne til at ytre sig (Willig, 22-23).”

Alternativ til positivitet

Formålet med den konstruktive journalistik er netop at myndiggøre mennesker (medarbejdere) ved ”at skabe indhold, som engagerer og inspirerer brugerne, og ved at præsentere journalistik, som tilføjer perspektiv og mulighed for at handle (Gyldensted, Bjerre, 9),” og bliver dermed et stærkt alternativ til den misforståede positivitet.

 Nye journalistiske strategier

Jeg vil i mine kommende kurser i corporate journalism sammen med kursisterne søge at skitsere lokale strategier for brugen af den konstruktive journalistik i virksomheder og organisationer. Fra holdbare redaktionelle principper og organisering, over konflikthåndtering til vinkling og konceptualisering af historier – uden at falde i den skabelonfælde Lasse Jensen advarer imod. Her er der virkelig et område inden for den interne kommunikation, der trænger til udvikling.

 

Kilder

Svend Brinkmann (2014). Stå fast. Et oprør med tidens udviklingstvang. Gyldendal Business.

Cathrine Gyldensted, Malene Bjerre (2014). Håndbog i konstruktiv journalistik. Forlaget Ajour.

Rasmus Willig (2013). Kritikkens U-vending. En diagnose af forvandlingen fra samfundskritik til selvkritik. Hans Reitzels Forlag.

 

 

Om John Jørgensen

John Jørgensen er tidligere erhvervsreporter på Jyllands-Posten, informationschef i Tele Danmark Mobil, og har senest arbejdet 11 år som kommunikationschef i COWI. Han er også Master i Corporate Communication fra Handelshøjskolen/Århus Universitet. John Jørgensen er fast underviser på Update, Center for journalistisk kompetenceudvikling, hvor han underviser i Corporate Journalism (de journalistiske metoder anvendt internt i virksomheder).
Dette indlæg blev udgivet i Corporate journalism, ekstern kommunikation, intern kommunikation, journalistik, kommunikationsplatform, konstruktiv journalistik og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>